torsdag den 19. februar 2009

I gang igen....







Hej folkens. Velkommen tilbage fra vinterferie - altså til jer der har haft det ;-)


Vi lagde ud med et besøg på Kolding designskole i går. De har siden november, tror jeg nok, udstillet strik, som vi selvfølgelig gerne ville opleve. Samtidig var vi så heldige, at strikassistent Helene Jensen, efterfølgende ville vise os rundt på skolen. Så vi startede kl. 10 med rundvisning på strikkeudstillingen. Det var utrolig spændende og meget inspirerende, hvad man kan få ud af forskellige materialer og teknikker. Og udtrykkene hos de forskellige designere var helt unikke og super flotte. Jeg var specielt vild med Iben Høj, som havde designet det fineste fineste strik, som man bare havde lyst til at krybe ned i. Jeg tror, at man automatisk ville føle sig som en prinsesse, så snart man fik det på :-) Line Dyrholm var også en af mine favoritter. Hun havde lavet de FEDESTE lampeskærme i valket strik - det var bare så originalt. Enkelt, men sikken en virkning. Det var sådan et design, som man bliver i vildt godt humør af!

Rundvisningen på skolen var også enormt spændende. Det var fedt at se lokaler og opleve de studerende arbejde. Vi blev lidt misundelige på alle de maskiner, de har dernede - som vi bare drømmer om heroppe hos os :-) Dog var det ret morsomt, at vi har helt forskellige definitioner af, hvad der er håndstrik, for det der er håndstrik på designskolen - det er altså det vi kalder maskinstrik oppe hos os. Så det blev også tydeliggjort, at dem der uddannes på designskolen, uddannes til industrien... Hos os lærer vi mere af det grundlæggende håndværk - det var i hvert fald sådan jeg oplevede det.

I dag startede vi op på væv igen. Det er nu altså stadig lidt tungt for mig. Jeg er bare så langt bagud - spørg mig ikke hvorfor, for så kommer der en sværm af dårlige undskyldninger ud af min mund og de smager bare ikke godt! :-) Vi skal have 6 væveprøver færdige i næste uge, og jeg har nået 2!!! Arghhhh hjælp.... Jeg må bo ved væven. Skal nok nå det hele, for arbejder jo bedst under pres (det siger jeg ALTID til mig selv, når jeg har dårlig samvittighed over haltende projekter.....)

Nå, nok om det og slut med selvmedlidenhed - det bliver vævningen jo hverken nemmere eller mere færdig af. Jeg har vedlagt nogle billeder her. Først - fede lampeskærme som hang i et nyindrettet rum på skolen. Derefter lampeskærmene designet af Line Dyrholm og nederst, det skønne strik fra Iben Høj.
Se evt mere på følgende hjemmesider


Go' fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar