torsdag den 19. februar 2009

I gang igen....







Hej folkens. Velkommen tilbage fra vinterferie - altså til jer der har haft det ;-)


Vi lagde ud med et besøg på Kolding designskole i går. De har siden november, tror jeg nok, udstillet strik, som vi selvfølgelig gerne ville opleve. Samtidig var vi så heldige, at strikassistent Helene Jensen, efterfølgende ville vise os rundt på skolen. Så vi startede kl. 10 med rundvisning på strikkeudstillingen. Det var utrolig spændende og meget inspirerende, hvad man kan få ud af forskellige materialer og teknikker. Og udtrykkene hos de forskellige designere var helt unikke og super flotte. Jeg var specielt vild med Iben Høj, som havde designet det fineste fineste strik, som man bare havde lyst til at krybe ned i. Jeg tror, at man automatisk ville føle sig som en prinsesse, så snart man fik det på :-) Line Dyrholm var også en af mine favoritter. Hun havde lavet de FEDESTE lampeskærme i valket strik - det var bare så originalt. Enkelt, men sikken en virkning. Det var sådan et design, som man bliver i vildt godt humør af!

Rundvisningen på skolen var også enormt spændende. Det var fedt at se lokaler og opleve de studerende arbejde. Vi blev lidt misundelige på alle de maskiner, de har dernede - som vi bare drømmer om heroppe hos os :-) Dog var det ret morsomt, at vi har helt forskellige definitioner af, hvad der er håndstrik, for det der er håndstrik på designskolen - det er altså det vi kalder maskinstrik oppe hos os. Så det blev også tydeliggjort, at dem der uddannes på designskolen, uddannes til industrien... Hos os lærer vi mere af det grundlæggende håndværk - det var i hvert fald sådan jeg oplevede det.

I dag startede vi op på væv igen. Det er nu altså stadig lidt tungt for mig. Jeg er bare så langt bagud - spørg mig ikke hvorfor, for så kommer der en sværm af dårlige undskyldninger ud af min mund og de smager bare ikke godt! :-) Vi skal have 6 væveprøver færdige i næste uge, og jeg har nået 2!!! Arghhhh hjælp.... Jeg må bo ved væven. Skal nok nå det hele, for arbejder jo bedst under pres (det siger jeg ALTID til mig selv, når jeg har dårlig samvittighed over haltende projekter.....)

Nå, nok om det og slut med selvmedlidenhed - det bliver vævningen jo hverken nemmere eller mere færdig af. Jeg har vedlagt nogle billeder her. Først - fede lampeskærme som hang i et nyindrettet rum på skolen. Derefter lampeskærmene designet af Line Dyrholm og nederst, det skønne strik fra Iben Høj.
Se evt mere på følgende hjemmesider


Go' fornøjelse!

tirsdag den 10. februar 2009

Ønsker alle en forrygende vinterferie!

Så er det vist på tide, at jeg får ønsket alle en rigtig god vinterferie! Først sad jeg i Gram, nu sidder jeg i København, i morgen sidder jeg i Gram igen. Fredag vil jeg sidde på Fyn og søndag i Gram igen - og mindsanten om turen så ikke går til Viborg næste onsdag!!! Som lille Anne ville sige - livet er mageløst! Især når man rejser Danmark tyndt...

Vinterferien burde være et orgie af dage, hvor man kunne sætte sig i sofaen med en kop kakao, strikkepinde og andet godt fra skuffen og bare være hyper kreativ! Jeg har indtil videre kun præsteret at køre i tog, cykle København tynd i snestorm og crashe den på min venindes sofa. Men jeg siger jer!!! I morgen, folkens. I morgen går det løs! Hmmm.

Jeg skal faktisk en tur ud til ugebladet "Hendes Verden" for at aftale, hvilke uger, jeg skal i praktik ude hos dem. Til efteråret har vi på studiet 3 ugers praktik, og jeg er så heldig at have fået lov til at opleve livet bag kulissen på et ugeblad - det synes jeg er helt fantstisk, og jeg glæder mig bare helt vildt. Er meget spændt på., hvad det er for nogle mennesker, jeg skal ud og sige hej til, men jeg er helt sikker på, at det bliver en super god oplevelse!

Og så skal jeg hjem til min dejlige mand og min dejlige hund - og det er heller ikke at kimse af. Ude godt - men hjemme er nu bedst - åh, hvor er det nu lige hjem er??? Hi hi hi

Nyd livet folkens - vi ses!

torsdag den 5. februar 2009

Kan jeg lære at elske væv?? Eller i hvert fald holde af det?

Ja det tror jeg faktisk, at jeg kan. Jeg fik ros i dag :-D Fine kanter, fin tæthed - wohoooo der er håb forude.

"Broderi og strik og beklædning er vildt spændende, men væv!!! Det gider jeg bare ikke!!! Det er langsommeligt, kedeligt og slet ikke noget for min tålmodighed!!!" Sådan har jeg beskrevet fagene for mange efterhånden - vel at mærke INDEN jeg overhovedet havde haft broderi og væv. Helt ærligt - hvad er det for en indstilling at gå ind til et fag med? Uden at vide noget som helst. Uden nogensinde at have siddet ved en væv. Ja ja ja, det kan jeg da sagtens se nu, hvor jeg faktisk har siddet og hygget mig helt vildt ved den væv i dag. Og jeg fandt ud af, at jeg kan finde ud af det :-) Endnu en ny verden åbner sig for mig. Hvor heldig man kan være???

Jeg burde fra starten have glædet mig over, at jeg får lov at lære noget nyt, som jeg INTET ved om i forvejen. Det er et fag, som jeg virkelig kan få lov at rykke mig i, hvis jeg bare giver los og åbner op - selvom det TA'R LANG TID at sætte væven op (det havde jeg altså ret i - det er virkelig langsommeligt, og det er ikke bare fordi jeg er nybegynder!)

Men pludselig giver det mening. Pludselig finder man ud af tankerne bag udtrykket i et stykke stof. Trend (de der snore, der går den ene vej) og islæt (de der andre snore, som man væver den anden vej med), skel (det som hopper op og ned, når kammen rykkes) er også ord, der pludselig giver mening - man kan seriøst trylle med de tre ting! Man kan lave de flotteste stoffer. Farver, teknikker, klisterpasta og plasken rundt i vaskemaskinen, kan give de skønneste effekter! Og dundter - det er altså også en gangbar ting, når man taler vævsk :-D Det er jo fascinerende...

Så "væv er ikke kedeligt, væv blir fedt - væv er ikke kedeligt, væv blir fedt - væv er ikke kedeligt, væv blir fedt - væv er ikke kedeligt............."

Det fortjener da en ærlig chance ;-)

Fortsættelse følger efter næste vævetime - der skal jeg nemlig til det svære.... Hmmm håber, at mit humør efter i dag holder ved - hi hi.

onsdag den 4. februar 2009


Hmm sidder lige en stille stund og funderer over dagens undervisning. Formidling. Her i starten er alt diffust. Ved ikke helt, hvordan jeg skal bruge det i forbindelse med uddannelsen, men alle de "store" henne på skolen siger, at lige pludselig falder 10-øren :-)


Vi har talt om undervisningsmetoder, Sokrates og Comenius og det sætter altså en del tanker i gang hos mig (oven i købet selvom jeg slet ikke havde fået læst!!!). Prøver at tænke tilbage på folkeskolen og gymnasiet - hvordan var det lige, at vi blev undervist der??? Hvilke lærere brugte hvilke metoder, og hvem var egentlig gode lærere? Det er sjovt, for de lærere jeg virkelig var glad for, da jeg var barn - det er også dem, jeg husker bedst i dag (selvfølgelig). Men det er også dem, der har brugt nogle af de metoder, som jeg selv sidder og beundrer i dag. Jeg ved godt, at man i en folkeskole ikke kan tilpasse al undervisning til den enkelte elev, men det ville da være en ren fornøjelse, hvis man som elev kunne få lov til at tænke selv, udforske og finde ud af ting selvstændigt uden alle de der rammer... Det ville da være rent eldorado ;-) I hvert fald for mig. Der er jo også mennesker, der har det bedst med at blive fodret med viden og så bare suge til sig...


Mine bedste timer i folkeskolen var da Jan Voss lavede sketchshow i matematik med vores bamser på legetøjsdagen, eller da Hr. Christiansen hjalp mig med at lave en oversize klassisk rød dukkevogn i træ til min søster. Den skulle nå at blive færdig til hendes fødselsdag d. 27. aug - og vi havde vel første sløjdtime midt i august. Jeg fik lov at arbejde i frikvarterene og efter skole - og Hr. Christiansen hjalp mig troligt, så jeg kunne give gaven væk på den rigtige dag. Han var fleksibel og støttede mig i det projekt, som egentlig gik ud over alle rammer - måske fordi han selv synes, det var sjovere end at lave bordskånere og ænder på stang med flapfødder. Aner det ikke, for jeg har jo aldrig spurgt ham :-)


Men hvad var det så egentlig præcist, vi talte om i dag? Jo pædagogisk realisme og pædagogisk humanisme. Udgangspunktet i pædagogisk realisme er stoffet. Eleven tilpasses til at kunne begå sig i samfundet, dvs. man går efter bestemte læseplaner - man skal tilegne sig et bestemt pensum. Det er læreren, der styrer undervisningen, hvorfor eleverne bliver meget passive - de bliver fodret med viden i en helt almindelig klasseundervisning eller ved en forelæsning. Munder ofte ud i en eksamen eller prøve, som bliver bedømt efter en skala, der skal vise, på hvilket niveau eleven befinder sig...


Udgangspunktet i pædagogisk humanisme er den enkelte elev og dennes behov. Eleven skal lære at realisere sig selv og stoffet tager udgangspunkt i elevens interesser, hvorfor eleven bliver den aktive part i undervisningen. Læreren fungerer her som en slags coach. Undervisningen er meget individualiseret...


Uha hvilken form mon jeg er til???? SVÆRT at svare på, ik??? ;-) Jeg er jo klart humanist. Jeg synes, det er sørgeligt at se, at de kreative fag, altså dem, hvor man virkelig kunne få lov at udforske og tænke selvstændigt og kreativt bliver taget af skemaet eller bliver slået sammen til et fag, hvor man alligevel ikke kan få lov at gå i dybden. For det var de fag, jeg selv havde glæde af, og som har været med til at forme mig til den, jeg er i dag! Jeg kan sagtens se, at de børn, som lever i dag ikke skal være børn, som dengang jeg selv var det. Tiderne er forandret - vi lever ikke længere i osteklokke-Danmark. Ethvert barn ville ikke tro mig, når jeg fortalte, at mit første møde med internettet var, da jeg skulle søge info til min afgangsopgave i 10. klasse... Det er jo også vildt at tænke tilbage på...


Jep, var bare det, jeg lige sad og tænkte på... Ha' det dejligt :-)

tirsdag den 3. februar 2009

Semesterprojekt dec. 2008






















I december lavede vi vores første "rigtige" projekt. Ud fra temaet "etnisk" lavede Charlotte og jeg en pigetøjskollektion (forår) inspireret af Indiens farver og snit. Kollektionen er ikke en færdig kollektion, men er ment som et idéoplæg til en kollektion.

Vi opsyede og strikkede alle modeller i str. 2 år, for at få et helt præcist billede af, hvordan vores kollektion ville ta' sig ud, når ideerne blev ført ud i virkeligheden.

De to ugers hårdt arbejde mundede ud i en udstilling på skolen suppleret af en mundtlig fremlæggelse. Alle mønsterdele til kollektionen er konstrueret fra bunden ud fra standardmål af et barn i str. 2 år. Strikkeopskrifter er ligeledes beregnet ud fra de konstruerede grundmønstre.

Vores kollektion bestod af følgende: Jakke, pludderbukser, gamacher, t-shirt, turbanhue, strikkede pludderbukser, strikket kaftan, pathworkvest, nederedel med strikkant og 2 par små filtede snabelsko. Alle farver er holdt i pink, lilla, turkis, grøn og orange. Ud over det fandt vi et skønt stykke stof i Stof og Stil med indisk inspireret mønster, som passede perfekt til det udtryk, vi ønskede at få frem. Målgruppen er piger fra 1 - 6 år.
Billederne viser vores udstilling og nogle af de motiver, som inspirerede os til kollektionen.
Udstillingen er lavet med en ægte indisk Sari som baggrund. Et indisk fad står på gulvet med flydelys i for at skabe stemning. Vores inspirationsbilleder hænger i snore ned fra trappen. Det så ret flot ud med rosenbladene på gulvet i virkeligheden, men det ser da lige lovlig rodet ud på det her billede :-D

Lidt om hverdagen og uddannelsen

Jeg går jo i skole - igen :-) Det betyder for mit vedkommende, at jeg har sagt farvel til den trygge hverdag sammen med dejlig mand og dejlig hund, godt lønnet job og en NÆSTEN færdiggjort uddannelse som ejendomsmægler.Nu bor jeg i hverdagen i Viborg, hvor jeg studerer på Textilseminariet. Jeg har kun gået på skolen i ½ år, og da uddannelsen strækker sig ud over 3½ år, er der lange udsigter til tidspunktet, hvor jeg kan flytte hjem!

Efter de 3½ år skulle jeg gerne have en titel i stil med "Proffessionsbachelor i textile fag og formidling". Ja, fint lyder det, men hvad skal det bruges til??? Helt ærligt, jeg aner det ikke endnu. Der er SÅ mange muligheder, og så mange døre, der åbnes til en helt ny verden, der er tusinde gange større, end jeg kan overskue lige nu. ALT er spændende! Jeg kan slet ikke sortere, og har i virkeligheden heller ikke lyst til at sortere.

På skolen beskæftiger vi os med 4 textile fag, nemlig strik og væv, broderi og beklædning. Ud over de textile fag har vi kulturfag og formidling. Uddannelsen giver adgang til at kunne undervise eller på anden måde formidle indenfor det textile område. Man kan også starte selvstændigt, hvis man har mod på det. SUPER spændende, men det er jo virkelig noget der kræver gå-på-mod, masser af kræfter og støtte på hjemmefronten! Måske en mulighed for mig også, men som sagt verden står åben, indtil det helt rette dukker op.

Hver dag bliver jeg mindet om, hvor fedt der er, at have taget en beslutning om at følge sin største drøm. Sige farvel til finanserne (både på den ene og den anden måde - hmmm SU bli'r man jo ikke millionær af :-D) og de stressende hverdage for i stedet at fordybe mig i min største interesse - jeg føler mig SÅ priviligeret!

Har du lyst til at læse mere om skolen og uddannelsen - så kig forbi hjemmesiden http://www.textilsem.dk/

Favre nye verden




Hmm så er min blog oprettet. Det gik jo nemt :-) Mest af alt er den oprettet for min egen skyld. Vi får tudet ørene fulde med sætningen "HUSK nu at bruge jeres portfolio!!!" Hvorfor så ikke lave en elektronisk, tænkte jeg... Så kan den jo også deles med andre ;-)

Familie og venner spørger også ofte, hvad det dog er, jeg laver på den skole. Det er nogle gange svært at svare på med ord, fordi alting er så visuelt.

Som sagt er denne blog oprettet mest for min egen skyld, men jeg håber da også, at den kan være inspiration for andre kreative sjæle.
Så kig løs - lad dig inspirere, fang drømmen, fang tanken. Sæt farver på hverdagen, vær lidt lyserød, put lidt for meget glimmer på - lev livet som var hver dag en fest :-)
Vi ses!!!