Fantastisk!!!! - er et fattigt ord i dagens tekst! Efter sved og på grænsen til tårer, er jeg blevet færdig med mit projekt tørklæde på rammevæven. Efter timers intens vævning, forfærdeligt mange lus, og MINIMUM 14 myoser i skulderen kunne jeg hænge det færdige resultat op til skue og beundring - ja altså, jeg beundrer det i hvert fald selv helt vildt!!! Tænk, at jeg skulle komme så langt, at det oven i købet blev færdigt! :-)
For mig har det været en kæmpe udfordring. Ikke fordi jeg valgte en teknik, der krævede det helt store, men processen er langsommelig, triviel og kedelig... Alligevel er jeg fascineret over det produkt, der rent faktisk kom ud af det!
Jeg har faktisk taget mig selv i at tænke "ej det kunne jeg da selv lave", hvis jeg har set et vævet tørklæde nede i byen, og det fik mig til at reflektere over tingene. Var det bare min negative holdning til væv fra starten, som blev ved med at hænge ved, siden jeg ikke har kunnet åbne op for faget?
Aftenen før aflevering og fremlæggelse af tørklædeprojektet, skrev jeg nogle ord og tanker ned på papir, og her kommer et lille uddrag: "Jeg er egentlig ked af, at jeg har det sådan med væv, for jeg kan vildt godt lide tanken om at starte med en tråd og så ende ud med et produkt, der oven i købet kan arbejdes videre med - fx. i form af beklædning. Men jeg blokerer overfor processen, fordi den er alt for langsommelig og triviel i forhold til de arbejdsprocesser, som jeg er vant til. Jeg vil gerne have hjælp til at komme ud af min vævefobi, og jeg håber, at større indsigt i faget og reflektioner, kan være nogle af hjælpemidlerne...... Jeg ærgrer mig lidt over, at der ikke er mere tid til rammevæven. Når man som jeg er helt nybegynder, ville det være rart at komme mere i dybden med EN ting. Jeg føler, at vi flyver videre til det næste, og det gavner ikke min forhåbentlige overvindelse af vævefobien. Lige nu ligger alt åbent, og det virker for mig stadig enormt rodet!"
Efter disse utroligt opmuntrende portfolio-ord, gik jeg mulende i seng, og synes bare, at det var enormt synd for mig, at jeg overhovedet skulle beskæftige mig med væv nogensinde igen.....
Torsdag eftermiddag skulle vævene så pakkes sammen - og det var der, det gik op for mig!!! Jeg er STUDERENDE ikke ELEV. Der er stor forskel på de to begreber. Når man er studerende, har man selv ansvar for egen læring! Jeg blev simpelthen SÅ gal på mig selv over min lade holdning til væv. Det kan da godt være, at det bare ikke falder mig naturligt. Det kan også være, at jeg aldrig kommer til at holde af det, men det kan ikke hjælpe noget at surmule over ikke at have nok tid til at lære og udforske - for hvem afholder mig fra det? Tjah det er sådan set kun mig selv...
SÅ jeg tog en hurtig beslutning. Jeg tog rammevæv, kam, skytte og andre dimser under armen - og det er lige nu på vej til Gram, hvor jeg kan sidde stille og roligt og eksperimentere. I mit eget tempo. I fred og ro.
Og kan jeg så stadig ikke se meningen med væv - så har jeg i hvert fald givet det en chance. Jeg skal ikke sætte mig nogle store forkromede mål i dette fag. Og som studerende er man selv ansvarlig for sine mål - og man er selv ansvarlig for at nå dem. Jeg håber, at jeg gjorde noget fornuftigt og godt for mig selv ved at vælge til i stedet for fra!
