tirsdag den 28. april 2009

Væveopgave nr. 4 - skaftevæv


Så skete det igen - Benedicte kaster en ny opgave ud af ærmet!!!! Det er vores sidste opgave i væv for dette semester - og den skal laves på skaftevæven. Vi har de sidste par uger vævet prøver på vævene for at lære de grundlæggende ting på skaftevæven. Vi har været omkring sølning, bindinger, kipper mig her og kipper mig der. Vi har siddet under væven, over væven, hen over væven, og for mit vedkommende har jeg også nået bunden af væven - det er der, hvor man bander og svovler og hiver sig i håret- MEN kun kortvarigt under opsætningen. For der skete et mirakel!!!


Da jeg satte mig ved farveprøven, kom der en lille fe med "jeg-kan-egentlig-godt-li-det-her-tryllestøv" :-D Det var bare så sjovt og hyggeligt at sidde ved væven, finde rytmen i tramperne, komme i flow og blive gode venner med væven. Jeg troede aldrig, det skulle ske.


Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg stadig ser det som MEGET uoverskueligt at skulle sætte væven op, men selve væveprocessen er egentlig dejlig nok. Så snart jeg er i flow, og det hele kører som det skal, er det faktisk ret afstressende at sidde ved væven og høre klok-piiiiiiiiiv-klok-piiiiiiiv lydene hver gang trampe og kam er i brug ;-)


Nå, det jeg egentlig ville fortælle om, er vores væveopgave. Den skal afleveres den 29. maj - og der er bare ikke længe til! Opgaven består af en skriftlig del og et produkt. I den skriftlige del gøres der rede for, hvordan inspirationen er inddraget i opgaven, og de formale og æstetiske valg begrundes. Målet med det vævede produkt er at kunne vælge en binding, der passer til produktet, at opøve evnen til at tegne, planlægge, udregne opskrifter samt vælge komposition, form og farve. Vi skal vælge den rette efterbehandlingsmetode og sidst, men ikke mindst, skal vi kunne formidle vores valg for opgaven, både mundtligt og skriftligt. Alt dette får vi selvfølgelig Benedictes kyndige vejledning til!!!


Inspiration


Benedicte satte et stykke musik på - bad os lukke øjnene og lytte, og lade os føre til det sted, som vores tanker ledte os til. Lade os inspirere og lukke op for de følelser, der måtte dukke op. Efterfølgende skulle alle disse tanker så omsættes til noget tekstilt. Det er så fedt, når vi får sådan en opgave - for der er ikke én, der tænker de samme tanker. Det bliver så spændende at se de andres resultater til fremlæggelsen!


Det var ikke svært for mig... Jeg lod mig bare føre afsted i tankespindet, og da musikken stoppede, skrev jeg en masse ned for at få styr på alle de tanker, jeg havde haft. Det er bare SÅ ærgerligt, at jeg ikke kan lægge musikken ind på bloggen her, for så ville det være meget nemmere for jer, at sætte jer ind i, hvad det hele handler om - men der er en masse med rettigheder osv. som jeg altså helst ikke vil på kant med :-D Musikstykket vi hørte var "Fantasie-impromptu", Opus 66 nr. 4 i Cis Mol af Chopin- ja, så ved I da godt, hva det er jeg snakker om ikk ;-)


Tanker omkring min opgave

Det største og dominerende ord for min opgave er: RO! Musikken ledte mig hen til min base, og til det stadie i mit liv, hvor der er ro.


Derfor var jeg egentlig heller ikke i tvivl om, at min opgave skulle munde ud i en vævet plaid - så det bliver det!!! I mine øjne et stort projekt, men hvis jeg gennemfører det med et godt resultat, så vil ingen kunne skyde igennem mig - det vil være så stort :-)


Glæder mig virkelig meget til at komme i gang - har lige fået at vide, at der ligger 1200 g. lilla garn og venter på mig. Wohoooo....


Jeg håber, at det bliver en god opgave. Jeg har en masse ideer,både til produktet og den skriftlige del, som gerne skal føres ud i livet - og jeg lover selvfølgelig at lægge resultatet herind på bloggen :-)


Ha' det mageløst!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar